Boganmeldelse: Pissedårlig undervisning

Boganmeldelse: Pissedårlig undervisning

Trods advarslen i begyndelsen af bogen om, at hvis læseren blev provokeret af titlen med slet skjult hentydning til beskrivelsen pissedårlig, skulle man ikke læse videre, gjorde jeg det!, udtaler seniorrådgiver i Cphfacilitation Knud Nordentoft. Han har skrevet boganmeldelsen, som også er bragt i Plenum nr. 3, maj 2020.

Og pissegodt for det! For denne bog er bare rigtig, rigtig god. Og den sætter tanker og overvejelser i gang i en lind strøm. For som læser provokeres du hele tiden og tages i hånden på en dannelsesrejse, og du lærer om den gode undervisning gennem dens negation: den pissedårlige undervisning.

Måske får du ligesom jeg en tanke på salmen Sig månen langsomt hæver, hvor der i 5. strofe blandt andet siges: ….”lær mig at skelne nøje det sande fra dets skin”?

Bogen har fem vedkommende og relevante kapitler: 1) Det fremragende findes ikke, 2) Negativ pædagogik, 3) Dårlige lærere, 4) Skuffede elever og 5) Systemtvang.

Disse kapitler omkranses af en intro og en outro. Bogen er også forsynet med en interessant litteraturliste. Forordet til bogen leveres af Knud Romer.

Allerede i introen bliver vi tvunget til egen tankevirksomhed og nysgerrighed på, hvad han egentligt mener, ham Alexander von Oettingen? Eller endnu bedre, hvad mener læseren selv? Efter at have fortalt om Verdens bedste folkeskolen skriver forfatteren sådan her om bogen: ”Den taler ikke om idealer eller det fremragende, men sætter spot på undervisningens skyggesider for at komme frem til noget klarere og mere virkelighedsnært. Kunsten er ikke at formulere velmenende idealer for den gode undervisning, men at tale om det, der gør ondt og går skævt. Det drejer sig ikke om at hylde den pissedårlige undervisning, men om at skærpe bevidstheden om, hvad der skal til for at få bedre undervisning.

Bogen er ikke en systematisk redegørelse. Den formidler ikke sammenhængende teori og den er ikke forskning på højt plan. Men den kan give anledning til……”

Prøv lige en gang at se, hvor mange gange forfatteren med fuldt overlæg og elegance skrive hvad bogen ikke er, og ikke giver sig ud for at være og ikke giver svar på!

Før jeg havde læst bogen ville jeg have nægtet, at noget kunne beskrives ved at beskrive, hvad det ikke er, overhovedet kunne bruges til noget.

Det kan det! Man bliver klog på ret kort tid ved at læse bogen – og tænke med og videre! Læseren inviteres ind i forfatterens eget univers af spørgsmål, overvejelser og forsøg på svar. Dette univers suppleres også af viden og facts samt forskningsmæssige vinkler. Vi møder f.eks. Kant, Hattie, Herbart, Honneth, Luhmann, Ziehe og Dahlberg med flere.

Og mange aspekter og ansvarstagere omkring undervisningen tages under lup ift. at forbedre undervisningen, således den pissedårlige undervisning bliver mindre og mindre. Elever, forældre, lærere, skoledere, forvaltningschefer, politikere, KL, fagforeninger, Folketing, forskningen og læreruddannelsen har alle ansvar i at erkende det pissedårlige. At kunne være i stue med det hos sig selv og sine egne, for i bevidstheden om og i erkendelsen af dette at kunne forbedre det.

Oettingens bog er provokerende og tankevækkende på samme tid. Bogen er letlæst, og har sin egen lette og humoristiske tilgang til et noget prikært emne. Som læser smiler du under læsningen og også efter endt læsning af bogens mange facetterede perspektiver.

Det kræver en vidende, kompetent, velskrivende og nuanceret tilgang fra forfatteren. Det får vi så meget af. Tak, Alexander von Oettingen!

Bogen anbefales på det varmeste til alle, der vil skolen det bedste! Den vil naturligt blive en del af vores fælles bagtæppe, når vi sammen skal gøre en god skole endnu bedre!

Pissedårlig undervisning af Aleksander von Oettingen, 101 sider, kr. 125. Hans Reitzels Forlag.