7 ud af 10 designere vælger ikke at anlægge retssag

7 ud af 10 designere vælger ikke at anlægge retssag

Cphfacilitation har på vegne af Rettighedsalliancen beregnet de samfundsøkonomiske konsekvenser af designkrænkelser samt omfanget af designkrænkelser. Det samfundsøkonomiske tab er op mod 2,4 mia.kr. (5 år).

Omfanget og konsekvenserne undersøges med udgangspunkt i medlemmer/designrettighedshavere af følgende fire brancheorganisationer: Design Denmark, Danske Kunsthåndværkere & Designere (DKoD), Forbundet Arkitekter og Designere (FAOD) samt Træ- og Møbelindustrien (TMI/møbelproducenter) i DI. Analysen konkluderer bl.a., at mange designrettighedshavere oplever designkrænkelser – mindst 3 ud af 10 har oplevet dette.

7 ud af 10 designere, som har oplevet at få deres design krænket, vælger ikke at anlægge sag, primært fordi det er uoverskueligt. Dette er på trods af de oplevede høje tab for den enkelte rettighedshaver. Det oplevede tab for den enkelte krænkede designrettighedshaver er højt. Mellem ca. 381.000 kr. – 3.640.000 kr. i gennemsnit (alle fire brancheorganisationer). Mellem ca. 390.000 kr. – 1.000.000 kr. i gennemsnit for medlemmer af Design Denmark, DKoD og FAOD og svarer som oftest til ca. 7-18 pct. af den enkelte designers omsætning.

Samfundsøkonomisk koster det skønsmæssigt mellem 1,9 mia. kr. og 2,4 mia. kr. (5-årig periode) eller ca. 400 – 500 mio. kr. om året, heraf taber staten samlet set op mod ca. 478 mio. kr. i momsprovenu vedrørende alle fire organisationer (5 år). Fokuseres der alene på medlemmerne af Design Denmark, DKoD og FAOD, er der tale om et samfundsøkonomisk tab tæt på 500 mio. kr. (5-årig periode) eller ca. 100 mio. kr. om året, og herudover taber staten samlet set ca. 125 mio. kr. i momsprovenu (5 år).